header bund

Samleveren og særeje

M spørger om han og samleversken bør ændre deres testamente efter den nye arvelov er trådt i kraft.

De har oprettet testamente for 5 år siden, hvori de har indsat hinanden til at arve mest muligt. De har begge børn af tidligere forhold, men ingen fælles børn. Nu har M hørt, at der er kommet særlige regler for samlevende og vil derfor høre om de skal ændre deres testamente.

Det er korrekt, at den nye Arvelov giver udvidede testationsret for visse samlevere. For at kunne udnytte disse udvidede regler er der dog visse betingelser, der skal være opfyldt. Bl.a. skal man opfylde betingelserne for at kunne blive gift. Dette vil f.eks. sige, at hverken M eller samleversken må sidde i uskiftet bo, for et uskiftet bo hindrer indgåelse af ægteskab.

De udvidede testationsregler gælder i øvrigt kun hvis man forud for dødsfaldet har boet sammen i 2 år i et ægteskabslignende forhold – eller har fælles børn.

Da M og samleversken opfylder betingelserne for at udnytte de nye regler bør de ændre testamentet, således at de udvider begunstigelsen af hinanden. Derved kan de opnå en arvelod på 7/8.

Da der i deres eksisterende testamente i øvrigt kun er anført, at de skal arve ”mest muligt” vil der også kunne opstå tvivl om, hvorvidt arven skal beregnes efter den arvelov, der gjaldt da testamentet blev oprettet – eller den nye arvelov.

Hvis testamentet havde indeholdt bestemmelse om, at det var ”mest muligt efter den til enhver tid gældende arvelov”, ville arvelodden automatisk være blevet ændret fra den tidligere gældende friarv på ½ til den nugældende friarv på ¾.

M gøres opmærksom på, at han og samleveren bør overveje om førstafdødes børn ved testamentet skal have arveret efter den længstlevende. Hvis ikke testamentet indeholder bestemmelse herom, vil det kun være længstlevendes børn, der arver længstlevende. Hvis testamentet ikke indeholder arveret for førstafdødes børn efter længstlevende, vil de to hold børn være stillet arvemæssigt meget forskelligt afhængig af om deres far/mor dør først eller sidst.

 


 


 
Til toppen