Fra de gamle til de unge

Et stykke sæbe, et håndklæde, 35 kroner og seniorerne i Roskilde Boldklubs Venner. Det er opskriften på Roskilde Boldklubs overlevelse.

’Vi har måske 4.000 beskidte gæster på en vagt’, fortæller Gunnar på 75 år. Han har tidligere drevet rutebilskiosken ved banegården i Roskilde, er pensioneret og hygger sig nu på Roskilde Festivalen. Men ikke med musikken. Det siger ham ikke så meget.

’Det er ikke musikken jeg kommer her for, men fællesskabet. Vi er cirka 60 personer fra Roskilde Boldklubs Venner, og udover at vi sørger for at de unge kan købe sig til et bad, så hygger vi os også sammen. Jeg har tidligere stået i 8 år og lavet soft ice hernede på festivalen, men nu har jeg været 4 år i vaskeafdelingen og i alle de år har der ikke én eneste gang været problemer. Alle er søde. Hvis der kommer nogen der har fået lidt for meget at drikke, så lægger vi dem hen så de kan hvile sig lidt, eller deres venner tager sig af dem. Det er helt uden problemer.

Vi udleverer håndklæde og sæbe og gør rent i baderummene. De brugte håndklæder sender vi til vask et sted hvor en handicaporganisation tjener penge på at klare det. Så festivalen er meget andet end musik.’

Busser på 77 år har været med som frivillig på festivalen i cirka 10 år hvor han sammen med de andre seniorer, skaber mulighed for, at de mange tusinde musikfans kan få vasket støv og ølsjatter af.

Og så har han selv været aktiv sportsmand. 452 kampe er det blevet til på 1. holdet.

’Roskilde Boldklubs venner, er garant for, at der her på Roskilde Festivalen kan laves et overskud på den pæne side af de 100.000 kroner’, fortæller Busser.
’De penge vi får i overskud, går til ungdomsarbejdet i Roskilde Boldklub. Det er penge der er nødvendige, hvis klubben skal overleve i de her tider, hvor det er så godt som umuligt at få sponsorstøtte. I sær i Roskilde, ovenpå bataljerne om Roskilde Bank. Det tager tid før alt igen er normalt i Roskilde.

Når vi er her på festivalen, betaler vi naturligvis udgifter til sæbe, håndklæder, vand og leje af baderumsfaciliteterne så derfor er det da et ganske pænt beløb vi får i overskud. Pengene bruger vi på trænerkurser og fodboldaktiviteter for unge. Det er en investering i unge og det er med til at holde dem fra at lave gale streger i fritiden.’

Flere af de store fagforbund er på Roskilde Festivalen. Dels med deres ungdomsafdeling i håb om at kunne hverve nye medlemmer, men også for blot ’at vise flaget’. Erik Hein står i 3 F’s telt.

’Det er de små snakke der er med til at rykke.



Nu hvor det er så varmt, så kommer folk i vores telt for at få skygge og måske bare sidde og spille et spil, og det er fint nok. En gang i mellem får man en lille snak om fagbevægelsen og det at være organiseret. Desværre er der jo mange der kun tænker på at være i A – kasse når vi taler om organisering. Det er det vi skal have ændret. De unge skal forstå, at vi i fagbevægelsen har noget at tilbyde som de ikke kan undvære’, siger Erik, der er 68 år og har en lang faglig karriere bag sig. Han er stadig meget aktiv. Blandt andet i LO Faglige Seniorer hvor han sidder i Hovedbestyrelsen.

’Da jeg var ung havde man et helt andet forhold til det at være medlem af et fagforbund. Min far sagde: ’Du skal være medlem af et fagforbund når du bliver udlært’ og det var slet ikke noget man diskuterede. Men der var også en tæt kontakt mellem arbejdspladsen og afdelingen. Havde man et problem man skulle have hjælp til at løse, så var hjælpen tæt på, og kom meget hurtigt. Afdelingen lå i byen lige om hjørnet.

Jeg kan godt være bekymret over udviklingen i dag, hvor de fagligt valgte, kommer alt for lidt rundt på arbejdspladserne. De er ikke synlige nok. Fagforeningernes overlevelse, er den nære virksomhedskontakt.’

Erik ved hvad han snakker om. Han startede som kontaktmand – det vi i dag kalder faglig sekretær – i 70’erne og gennem personlige kontakter, øgede han alene på de første 3 måneder, medlemstallet med 100 nye medlemmer. Erik var med til at opbygge skole-kontakt arbejdet på landsplan tilbage i 80’erne og underviste i 10 år på Roskilde Højskole. Det bragte ham både til Grønland og Færøerne hvor han underviste så forskellige faggrupper som mekanikere og sygeplejersker på grundkurserne.

’Det giver en god ballast og forståelse for andres problemer at undervise. På folkeskolerne har jeg en god erfaring omkring at sammenligne elevrådet med det demokrati vi har på arbejdspladserne og i samfundet i øvrigt. I elevrådet sidder der jo også personer der er valgt af eleverne til at repræsentere de andre elever. Det svarer fuldstændig til en arbejdsplads.

Jeg har været her på festivalen i mange år og er så heldig at have min kolonihave i cykelafstand. Så kan jeg tage derhen om aftenen og tage forskellige vagter på pladsen i løbet af dagen. Og der er gode oplevelser hver dag.

For et øjeblik siden snakkede jeg med en fyr om Lønmodtagernes Garantifond og at de vil kunne hjælpe ham ud af en klemme han var kommet i på grund af en virksomhedslukning. Det var nyt for ham. Alene den oplevelse gør at jeg ved, at jeg gør en forskel ved at være her.’