Mærkedage
.
Træ- og brandmanden fra Struer fylder 70 år
En lang faglig karriere har ikke afskrækket Poul Erik Vigsø fra at være faglig aktiv i LO Faglige Seniorer. Tværtimod.
Han blev valgt som næstformand i 2007 og har som formand for Kultur- og aktivitetsudvalget kæmpet for, at de uddannelser der er i regi af LO Faglige Seniorer, skal føre til handlinger lokalt i Danmark.
’Bliver uddannelse ikke brugt til forandringer og handling, kan det jo være ligegyldigt med at uddanne folk’, mener Poul Erik.
Han er også forkæmperen for, at vi i langt større omfang skal benytte elektronikken til at kommunikere med, frem for de gammeldags papir medier. Poul Erik er således én af bagmændene bag LO Faglige Seniorers nye flotte hjemmeside www.losenior.dk. Poul Erik er overbevist om, at alle kan lære at anvende informationsteknologi og at det vil styrke vores organisation og gøre kommunikationen hurtigere og billigere.
’Men det må tage den tid der er nødvendig, så vi får alle med’.
Pev blev, som uddannet tømrer, opmåler i Snedker- /Tømrerforbundet i 1962, kasserer i 1970 og i 1981 kom han i forbundets A-kasse hvor han blandt andet stod for indførelse af EDB i samtlige afdelinger. En stor del af karrieren er brugt på undervisning i FIU-regi – faktisk helt frem til 2005. Han kender således samtlige højskoler i Danmark ganske godt.
De forskellige tillidshverv har betydet, at han har boet i både Holstebro og Roskilde udover sin fødeby Struer. I Struer boede han på brandstationen og det gav så mulighed for, at han også kunne fungere som brandmand i fritiden.
Den 17. juni fylder Poul Erik 70 år. Han bor i Struer sammen med Jonna som han har været gift med i 50 år. Han er glad for at passe haven og har en speciel passion for roser. De 7 minutters gang fra hjemmet til fjorden giver rig mulighed for at få brugt fiskestangen og ellers bliver der også brugt tid på de fire børnebørn.
Ældrerådet blev han lige præcis ikke valgt ind i men på grund af forfald, kom han alligevel i Ældrerådet i Struer. Og det skal de ældre borgere i Struer helt sikkert være glade for. For så kommer der til at ske noget.
CE / 01.06.10