Knud Heinesen

’Kunsten som politiker er,

at man ikke skal bringe

sig i en situation

hvor der skal skæres ned…’

Af Carsten Elert, LO Faglige Seniorer – oktober 2011.

’Når man nu nærmer sig de 80 år som jeg gør, er jeg glad for at der er elevator herop til mødet, og jeg er også glad for at der er en elevatormontør tilstede, så vi kan være sikre på at elevatoren virker når vi skal ned igen’, indledte Knud Heinesen med at sige, dels med henvisning til, at mødet blev holdt på fjerde sal, og dels fordi formanden for LO Faglige Senioer sektion 3 i Storkøbenhavn Knud Johnsen der var mødeleder, er pensioneret elevatormontør.

’Jeg har haft meget med fagbevægelsen at gøre i mit politiske virke. Dels som lærer på Roskilde Højskole, hvor jeg lærte de forskellige forbund rigtig godt at kende, og dels i forbindelse med de mange forhandlinger der har været med arbejdsmarkedets parter igennem årene.

Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet i 1956. Den gang skulle man have valgret for at være medlem.

Jeg meldte mig ind på grund af balladen med Aksel Larsen der optog mig meget. Jeg blev medlem i Hvidovre, hvor Erhard Jacobsen var formand, og derudover blev jeg medlem af ungdomsorganisationen Frit Forum.

Fra 1962 – 1968 var jeg formand for Roskilde Højskole og i 1969 blev jeg opstillet til Folketinget. Ved 1971–valget blev jeg så valgt ind og Krag gjorde mig til Undervisningsminister allerede dér. To ting er jeg stolt af i den forbindelse, og det er at jeg sikrede at undervisningspligten blev udvidet fra 7 – 9 år og at vi fik de Erhvervsfaglige grunduddannelser op at stå. Det er to ting der har betydet alt for uddannelsesniveauet i landet.

Under Anker Jørgensen blev jeg Budgetminister fra 1972 – 73 og sidenhen Finansminister fra 1975 – 1979 og 1981 – 1982. Jeg var meget glad for Anker, fordi han var meget vidende og sympatisk. Han var arbejdsmand og han var ikke mindst god til at holde sammen på partiet.

Mine ministerperioder var præget af kriser. Især oliekrisen i 1973 betød meget. Prisen på olie blev med et knips i fingrene, 4–doblet! Betalingsbalancen blev ramt voldsomt hårdt, og arbejdsløsheden blev fordoblet på bare ét år. Dertil kom en politisk krise i forbindelse med jordskredsvalget, hvor vi fik fordoblet antallet af partier i Folketinget. Socialdemokraterne mistede en tredjedel af sine mandater og de nye partier satte sig på 60 mandater. Det var krise der ville noget! Og husk på, at i 70’erne, havde vi valg hvert andet år. Det var noget værre rod.

Min opgave var den utaknemmelige at få reallønnen ned. Desværre. Men dengang var der en årlig indkomststigning på 15 – 20 procent, og det var helt ustyrligt for alle. Der var et drønende underskud, og selvom vi lavede 11 store økonomiske forlig i 70’erne, var alting svært. Dog fik vi vendt beskæftigelsen, der stille og roligt steg. En stor sejr, for jeg har altid betragtet beskæftigelse til alle, som et vigtigt og nødvendigt mål. Det betyder alt, for alle i samfundet.

 

LO ved Thomas Nielsen var åben overfor at være tilbageholdende omkring løn og andre ting, men det absolutte krav var, at vi skulle have Økonomisk Demokrati. ØD var et håbløst krav, fordi der ikke var nogen stor folkelig opbakning bag, og heller ikke de enkelte forbund bakkede helhjertet op om ønsket. Det blokerede for rigtig meget dengang. Men Thomas var ikke til at påvirke hvad det angår. Han ville have Økonomisk Demokrati - ØD.

Og samtidig var han ikke begejstret for Anker. Der var et anspændt forhold.

Også den gang sloges vi med de radikale der jo altid er svære at blive kloge på. Provst Poul Falk Hansen har sagt det meget godt synes jeg. Til sin søn sagde han: ’Gå med Gud min dreng, og husk at alt det onde kommer med de radikale!’ Det er selvfølgelig sagt lidt i spøg, men jeg synes der er noget om snakken. Dengang som nu, er de svære at danse med.

I 80’erne blev det sværere og sværere at være politiker og min sidste periode som minister var ikke mit eget ønske. Men jeg følte jeg var nødt til det. Tingene spidsede til, og Anker valgte at smide håndklædet i ringen, og i 1981 måtte vi overlade magten til Schlütter uden et valg. Det var ydmygende. Alle spåede Schlütter en kort regeringsperiode, men han sad jo altså i 10 år. Og det tog tid at rette op på bagefter.

Selv forlod jeg det politiske arbejde i 1985 og blev direktør for Københavns Lufthavnsvæsen, sidenhen koncernchef for Tjæreborg / Spies og administrerende direktør for BRF Kredit.

I en alder af 74 år stoppede jeg helt på arbejdsmarkedet og nu nyder jeg mit otium blandt andet ved at komme og snakke med sådan nogen som jer. Det er en fornøjelse.

Forleden var jeg ude at gå en tur på Vesterbro, og der talte jeg med en mand der roste Anker meget. Og det er jo absolut velfortjent. Jeg føler Anker er den bedste statsminister vi har haft. Og det gør jo ikke noget, at statsministeren er én som manden på bænken på Vesterbro Torv er glad for!’