De ældre er en del af løsningen

... udtalte Kjeld Møller Pedersen da han besøgte LO Faglige Seniorers hovedbestyrelse.

’Sundhedsudgifterne i Danmark er rent faktisk steget 2 – 3 procent hvert eneste år fra 1966 til 2008, men vi har også fået noget for pengene’, kunne professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet fortælle, på LO Faglige Seniorers hovedbestyrelsesmøde i den 8. juni.

’For blot 30 år siden fik vi ikke udført alle de operationer og behandlinger som vi får i dag, og det er dyrt. Det handler blandt andet om grå stær, udskiftning af hofter og knæled og levertransplantationer samt brug af mere effektiv medicin. Alene hofter og knæled bliver i dag skiftet på mere end 12.000 personer og der er 30.000 ambulante operationer for grå stær per år.

De operationer og behandlinger vi ser i dag er ikke kun livsforlængende men også funktionsforbedrende, så det forbedrer livskvaliteten’, kunne sundhedsøkonomiprofessoren fortælle.

’Men der bruges også mange penge på forebyggelse og genoptræning og beløbet er stigende. Det er politisk populært at forebygge. Rehabilitering er bredere end fysisk genoptræning og det vil vi helt sikkert se som et prioriteret område i den nærmeste fremtid. Men spørgsmålet er, om forebyggelse er tilstrækkeligt prioriteret i forhold til behandling? Det er et politisk spørgsmål, som vi må forholde os til.

Fremtiden byder på yderligere udfordringer på sundhedsområdet. Den erhvervsaktive del af befolkningen falder kraftigt frem til 2040 og samtidig kommer der mange flere ældre over 64 år år – ja, faktisk handler det om 200.000. Og de er behandlings- og plejekrævende.

Der er således færre til at betale udgifterne, og det er et problem som både ’blå stue’ eller ’rød stue’ må forholde sig til og handle i forhold til. Jeg er overbevist om, at uanset hvilken regering vi får, vil vi ikke opleve nulvækst på sundhedsområdet.  Der vil blive givet flere penge til både behandling og pleje. Samtidig bliver der næppe færre ældre der har behov for pleje og behandling.

Der skal således træffes nogle valg der handler om at finde supplerende penge, og her kan der blive tale om brugerafgifter. Det kender vi i vid udstrækning i dag. Direkte brugerbetaling i sundhedssektoren er i dag på 18 procent. Men det handler mere om hvem der skal betale mere.

Hvordan gør vi det her på en social ansvarlig måde? Det er det svære spørgsmål. I hvert fald er der ingen tvivl om, at der er grupper af ældre der ikke kan betale yderligere for sundheds- og plejeydelser. Men der er også ældre der har råd til at betale, så derfor er en del af svaret måske nok, at vi må gøre op med det gamle danske princip om ens betaling fra alle grupper for alle for ydelserne.’