Døden er en genforening med gud

Af Carsten Elert – LO Faglige Seniorer

’Forkyndelsen af ordet er det absolut mest centrale i gudstjenesten. I mit syn på højmessen og forkyndelsen er jeg meget tro overfor traditionen og den klare forkyndelse af ordet og evangeliet, men jeg ser det også som en del af udfordringen i jobbet som præst, at skabe samtale og måske endda også ind imellem konstruktiv konfrontation’, siger Sørine Godtfredsen der er journalist, sognepræst, islamkritiker, forfatter og samfundsdebattør. Og vel at mærke af den mere utraditionelle og spændende type. Vi mødes på en café over en kop kaffe og får en snak om kirken, det at tro på en Gud, livet og døden.

’Det er ikke et mål at gøre kirken populær, eller et mål i sig selv at få flere besøgende til gudstjenesterne i kirken. Jeg så da gerne at der kom flere, men jeg tror ikke der kommer færre i kirken i dag, end for 30 – 40 år siden. Faktisk har man ikke talt antallet af kirkegængere tidligere. Det er først noget man er begyndt på her for nylig.
Skal vi appellere til flere, så tror jeg det absolut væsentligste er, at der bliver skrevet nogle bedre prædikener. Folk skal nok komme og lytte, hvis det der bliver sagt, siger dem noget. Niveauet i dag er alt for lavt. Retorikken og sproget er for kedeligt. Hvis præsten virkelig har noget på hjerte, så vil det også blive udtrykt på en interessant måde. Sker det, så rygtes det, at her er noget at komme efter. Og man kan lave andre former for gudstjenester på andre dage i ugen, og eksperimentere på den måde. Måske kan man lægge nogle af gudstjenesterne andre steder end i kirken. Det er der jo en del præster der forsøger sig med det, og med held. Men søndagsmessen kan vi ikke røre ved. Den er traditionsbunden.

I konfirmationsundervisningen prøver jeg andre former. Det er jo unge på omkring 14 år, og alle er ikke lige modne. Det kræver modenhed at tro på Gud. Det har det også gjort for mig selv. Som ung troede jeg ikke på Gud. Præster er almindelige mennesker naturligvis, og det er vores opgave at hjælpe på vej. Derfor må man også møde de unge på deres præmisser – delvis. For øjeblikket har jeg et helt fodboldhold der har valgt at gå til præst samtidig. Vi diskuterer forskellige emner og også kultur. Og så laver de deres egen gudstjeneste. Det er både krævende og givende. Det kan være rigtig svært at skulle stille sig op og sige noget overfor andre.

Man lærer af det.

I øvrigt har Sørine haft rigtig meget med sport at gøre. Efter hun blev uddannet journalist i 1993, blev hun ansat på Aktuelt hvor hun primært havde med sportsstof at gøre, indtil lukningen af Det Fri Aktuelt i 2001. Herefter var hun med til at prøve at løbe ugeavisen Weekend Nu, i gang. Den holdt kun i små 3 måneder.

’Aktuelt var en god arbejdsplads og det var hårdt at blive fyret. Også selvom det var en kollektiv fyring. Avisen ophørte jo. Men jeg forstår godt, at det er rigtig barskt at blive fyret. En stor del af ens identitet ligger jo i ens arbejde. Men jeg savner ikke sportsjournalistikken. Sporten gentager meget sig selv, og det kan man godt blive lidt træt af. Der kommer en ny ung sportsentusiast som bare vil være den bedste.

Det er fascinerende, men også meget forudsigeligt. I dag er sport for mig noget jeg selv dyrker på motionsplan. Sport er meget handling. Kristendommen er ord. Og så må folk selv omsætte ordene til handling. Vi præster hjælper på vej ved gudstjenesterne, hvor man bliver mindet om hvad man tror på. Præsten kan naturligvis ikke vide hvordan ordene bliver modtaget. Men motivationen og lysten til at handle må udgå fra en selv.

Det er også en selv der må danne sig en forestilling om hvad Gud er for en størrelse. Eller hvad der sker når man dør. Det ubegribelige faktum, at vi skal dø på et tidspunkt og ikke ved hvornår eller hvad der så sker. Overgår man til noget andet? Man må selv gøre sig sine tanker. Selv er jeg overbevist om, at man bliver genforenet med Gud. At man vil komme i en sagelighedstilstand hvor man ikke er legemlig. Det er egentlig meget begrænset hvad vores krop kan, selvom den jo kan en del. Men ikke i forhold til vores tanker. I tankerne kan vi alt, flyve og drømme.

Det er ren ånd. I døden overgår vi til Gud, vi bliver forenet.

Det er evigheden . . .
- vi cykler i kedeligt regnvejr til den smukke Jesuskirke i Valby. Kirken er opført som mausoleum for brygger Carl Jacobsen og hans familie, og ligger da også nær ved Carlsberg Bryggeriet. Den blev indviet i 1891 og Sørine er sognepræst - men på deltid, så der er plads til hendes mange andre gøremål.