header bund

Førstehjælp redder liv

Seniorer lærer førstehjælp
 

Af Carsten Elert, LO Faglige Seniorer


I skal gøres så trygge, at I gør noget, når en person falder om i køen i supermarkedet. Ofte står folk jo bare og kigger på, uden at gøre noget for de ved ikke hvad de skal gøre’, indledte instruktør fra Dansk Folkehjælp, Helle Schouw, første hjælps kurset for seniorer i København i marts måned.


Kurset, som er det første i en række, var blevet lavet på foranledning af LO Faglige Seniorer i Storkøbenhavn, der har søgt TrygFonden om penge. De har fået 25.000 kroner og kurserne blev hurtigt overtegnet, kunne Knud Johnsen, der indledte dagen, fortælle. På kurset her, var der 16 deltagere der skulle igennem 6 timers førstehjælp, som består af modulerne hjerte-lungeredning, samt livreddende førstehjælp.

Små ting redder liv


’Ofte er det små ting der skal til for at redde liv. Vigtigt er det, at man lærer at læse signalerne på, når folk er syge eller ved at blive syge. Det er jo ikke alle der svajer lidt, eller falder om, der er berusede. De kan meget nemt være syge og har derfor brug for din hjælp. Hvis de er meget blege, sveder meget, taler usammenhængende eller opfører sig specielt, kan det være et signal om, at de har brug for hjælp. Falder en person om, er det vigtigt at man sikrer, at der er fri blodgennemstrømning til alle dele af kroppen. Ellers kan personen få varige skader.

Man skal i øvrigt også huske på, at man har pligt til at hjælpe og hvis man ikke gør det, står man faktisk til straf’, sagde Helle Schouw. Alle kursisterne fik udleveret en første hjælps bog, samt en taske med udstyr til at klare forskellige nød situationer. Har man Falck abonnement kan den fyldes op som en del af abonnementet, når den er tom.

’Selvom I måske tidligere har været på først hjælps kursus, er det godt at få genopfrisket sin viden, og der er jo også sket nye ting. Hjertestarteren er for eksempel kommet til. Den findes rigtig mange steder og er nem at bruge, men man skal efterfølgende også vide, hvad man skal gøre.

Og det at alarmere skal gøres rigtigt, så hjælpen kommer hurtigt frem, for hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Når man har ydet førstehjælp og de professionelle kommer frem, skal man også forstå ikke at gå i vejen. Man kan eventuelt hjælpe de pårørende eller måske regulere trafikken, men man skal overlade det videre redningsforløb til dem der har prøvet det mange gange før. De ved hvad der er bedst’.


I "praktik"


I løbet af dagen, prøvede alle at yde ’hjælp’ på en dukke så man ved hvad man skal gøre ved en bevidstløs person, i forbindelse med en hjerte-lungeredning. Det at opføre sig roligt i situationen er vigtigt, og hvorledes man forebygger chok og fører en beroligende samtale med den tilskadekomne blev også gennemgået.


Kurset var det første i LO Faglige Seniorer regi i Storkøbenhavn, men der er planer om, at hovedforbundet, søger midler til en række kurser over hele landet.

CE / 21.03.11





 
Til toppen