Fra baggården til musikbyen

Konference i København: Bedre ældreboliger

Af Knud Johnsen, formand for LO Faglige Seniorer i Storkøbenhavn

I 1956 da jeg var 15 år sagde min mor til mig, at jeg skulle tage ud til min moster Eygenie og pudse hendes vinduer. Min moster der var født i 1883 havde altid boet på lejede værelser. Nu havde hun fået en pensionistbolig på Peter Graus Vej. Da jeg kom derud sagde hun kom ind og se min flotte lejlighed, den har jeg fået i kraft af Stauning og Socialdemokratiet, og så strålede hun som en sol. Så vidt jeg husker, var der en lille entre, en stue med alkove et lille køkken og toilet uden bad.

Noget lignende gentog sig i 1958 da jeg var i lære på Titan som elektromekaniker, en dag beordrede min mor mig ud i musikbyen hvor søde Anna, min barnepige, havde fået en pensionistbolig. Jeg skulle hænge lampetter og lysekrone op. Hun var netop flyttet ind fra en baggård i Ewaldsgade med lokum i gården. Jeg kan huske at hun tømte natpotten ud af vinduet, i tagrenden, da hun boede på tagetagen med skrå vægge, også hun var i den syvende himmel, sikken en luksus sagde hun, jeg har eget toilet.

I oktober 1976 besøgte jeg på en studierejse en pensioneret postarbejder og hans kone i en boligkarre i Peking. Han viste lejligheden frem. Der var to værelser. Sønnen, svigerdatteren og barnebarnet boede i det ene, han og konen i det andet. WC’et var et lille rum med et hul i gulvet og så var der et lille køkken, alle rum vendte ud til en lille entre med adgang fra den rå betontrappe. Der var rå betongulve. De havde en seng, et bord, to stole, et lille klædeskab og en bogreol. Med stolthed erklærede han at alt dette havde formand Mao og Kinas Kommunistiske Parti skaffet ham.

Hvad har disse tre historier så men vores krav til en ældrebolig i dag at gøre. Dette, at det vi kommer fra, sammenlignes med det vi kommer til. På baggrund velfærdsstatens udvikling, drevet frem af arbejderbevægelsen med Socialdemokratiet i spidsen, og udviklingen i produktion og økonomi er det derfor heller ikke urimeligt at vi i dag stiller meget større krav til vore boliger end de nævnte nu afdøde var tilfredse med. Eksemplet i Kina illustrere blot at her i Danmark var vi, og er vi endnu, langt forud for verdens fattigste lande.

Vi har ikke frit boligvalg i Danmark. Spørgsmålet om hvordan boligen skal være indrettet kan kun frit bestemmes af een gruppe: den der er tilstrækkeligt formuende. Friheden vokser med formuen. For dem der bygger lejlighedsboliger til andre er det frie valg begrænset af de økonomiske, muligheder og for det almene byggeri tillige af en nærmest pervers regulering, helt ned i de mindste detaljer.

De fleste har altså ikke et frit boligvalg, man kan ikke få lov at bestemme selv. I hele den industrielle periode har man bygget lejligheder for småt. Der er bygget, og der bygges i dag efter i-gårs standard til i-morgens beboere. Det er meget få lejligheder til familier der bygges over 100 kvm. Af 499.000 udlejede boliger i København er 437.000 under 100 kvm. I etageboligbyggeriet var gennemsnitsstørrelsen i 2004 på 88 kvm. Men det er dog 10 kvm. mere end i 1980.

Det er af største betydning, at de ældre gennem ældreorganisationerne og ældrerådene nu har fået en mulighed for at udtrykke hvordan de ønsker at bo. Jeg skal ikke her bevæge mig ud i detaljer om ældre eller plejeboliger, men udtrykke nogle principper, nogle af dem og flere andre er nævnt i dokumentet 17 principper – et godt grundlag for trivsel i de nye plejeboliger som ældrerådene og Københavns Sundheds- og omsorgsforvaltning har udarbejdet.

En god bolig for livet er en bolig:

Med 3 værelser: Dagligstue, spisestue og soveværelse samt entre, køkken, toilet og bad.
Med adgang i niveau til offentlige områder, eller med elevator.
Med kort afstand til kollektiv transport, til indkøbsmuligheder, til kulturlivet, til foreningsliv og samvær med andre.
Med godt lysindfald og smukke velholdte omgivelser.

Man kan stille spørgsmålet om der overhovedet skal være noget der hedder ældreboliger? Er det i virkeligheden ikke kun en indretning man har i et mangelsamfund. Bør en bolig ikke være en indretning man har igennem hele livet, konstrueret sådan at den samme bolig kan bruges som familiebolig, ældrebolig og plejebolig. Anvendelsen til de to sidstnævnte formål syntes alene at være et spørgsmål om teknik og økonomi.

Selvfølgelig er det stadig nødvendigt at have plejeboliger til de medborgere der ikke er i stand til at klare sig selv og som derfor kræver et større personale end en hjemmehjælp i ny og næ.

Antallet af borgere over 65 år vil stige frem til 2040 med 600.000 personer, samtidig vil antallet af 15 -64 årige falde med 300.000. I årene frem til 2025 vil stigningen særligt ske i aldersgruppen 65 – 79 årige mens det efter 2025 især vil være gruppen over 80 år der vokser.

Folkepensionsalderen hæves i perioden 2024 til 2027 fra 65 år til 67 år. I takt med den forventede stigning i levetiden for 60-årige øges folkepensionsalderen yderligere efter 2030.

Med forventningerne til den fremtidige levealder vil folkepensionsalderen kunne forventes at stige til 71 år i 2050. Det betyder at en person der i dag er 33 år først kan forvente at gå på pension som 71 årig i 2050. Men det forventes samtidig at sundhedstilstanden vil blive forbedret når de generationer der har haft tungt fysisk belastende arbejde er uddøde. De mest plejekrævende er dem over 80 år, men man forventer ikke at plejebehovet vil stige i samme takt som gruppen vokser. Tallene er højest usikre, idet man spår om en udvikling 40 år ud i fremtiden.

Hvis produktiviteten stiger i samme størrelsesorden som nu, vil velstanden i 2050 være steget til det dobbelte. Det er derfor nødvendigt at vi taler om hvordan fremtidens boliger til de ældre skal være, man er nødt til at tænke i andre baner end man hidtil har gjort.

LO Faglige Seniorer mener, at grundlaget for en ændret kommunal plejeboligpolitik nødvendigvis må være:

At planlæggerne accepterer, at ældre mennesker er lige så forskellige som de øvrige borgere i samfundet.

At mennesker, i takt med alderen får en række handicaps, som ikke bør føre til, at de skal placeres i hospitalslignende miljøer, men derimod at de skal kunne blive i deres eget hjem med passende hjælpemidler.

At samfundet må tilbyde boligformer for ældre, der ønsker det, hvor man kan flytte ind i boligkomplekser, der er indrettet på en sådan måde, at beboerne kan forblive i deres lejligheder næsten uanset hvilket plejebehov, der opstår.

At sådanne boliger placeres i geografiske områder, hvor der er behov for de faciliteter der er knyttet til ældreboligerne. For eksempel: sundhedshus, kondirum, restaurant og forsamlingslokaler. Så områdets borgere generelt føler boligerne som et plus for deres område, og således at de på en uformel måde kan føle sig som en del af dette levende miljø. Man kunne forestille sig, at ældreboligerne indgik i et kulturhuslignende projekt.

At der inddrages ældrespecialister i tilrettelæggelsen af boligerne. Hermed tænkes ikke kun på arkitekter, men også psykologer og samfundsdebattører med særlig interesse på dette felt.

At der gives de ældre muligheder for at indflytte i boligerne på et tidspunkt, hvor de ikke er så svage og plejekrævende, at det ikke er muligt for dem at blive en levende del af miljøet og dermed få opbygget et menneskeligt netværk.

I disse år søger den generation, der under store afsavn byggede parcelhuse i 50’erne, ind i lejligheder fordi de ikke længere kan klare at holde huset og haven. Det er derfor nødvendigt, og det er LO Faglige Seniorers vision, at få skabt ”Ældrecentre”- almene seniorboliger, som giver ældre, fra 60-årsalderen muligheden for at indflytte i en passende bolig på mindst 2 rum, som indeholder de boligmæssige faciliteter, som er normen i dag.

Den individuelle bolig bør være indrettet på en sådan måde, at beboeren har mulighed for at blive boende uanset om vedkommende får fysiske handicaps. Boligen skal derfor rimelig let kunne omdannes til at fungere som en decideret plejebolig ved at være forberedt dertil.

Som nævnt bør Ældrecentret desuden indeholde fælleslokaliteter i form af mødelokaler, træningscenter o.lign., sundhedshus samt en restaurant, som bør være åben også for udefrakommende.

Man kunne forestille sig, Ældrecentret som en del af et kommunalt beboerhus, således at der i tilknytning til centret blev skabt et rigt og varieret liv, så de derboende ældre havde mulighederne for at deltage i bydelens liv på en overkommelig måde.

Det er uforståeligt, at det i dag er sådan at alle arrangementer som ældre kan deltage i placeres i dagtimerne, hvilket er med til at isolere de ældre i forhold til bydelens kulturelle liv generelt. Det er formentlig ikke meningen, men det er virkningen.

En ny generation af ældre, med helt andre forventninger til deres ældreliv, er på vej. De har deres udgangspunkt i et helt andet samfund end det, som blev budt de nuværende plejehjems- og ældreboligbeboere. Hvis kommunen ikke prøver noget nyt, vil den i løbet af kort tid stå i samme situation, som i dag: At de boliger, der tilbydes til de ældre borgere, er forældede og uhensigtsmæssige.

Knud Johnsen / januar 2012