Børges datastue
Efter man er fyldt 60 år - og så begynde med PC'er, NetBank og alt det der - det er ikke altid lige let. Men seniorerne kan lære det - ja, de kan! På en af Ældremobiliseringens 150 datastuer, der er spredt rundt i hele landet, står frivillige instruktører parat.
Carsten Elert har besøgt Børge Willumsen, der var med til at starte datastuen "Håndværkerhaven" i Københavns Nordvest kvarter.
Glade amatører på datastuen i Håndværkerhaven...

Det vi kan her, er jo at give folk en nem indføring i hvordan man kan anvende og få glæde af at bruge EDB. Eller IT som det jo hedder i dag’, fortæller Børge Willumsen der selv bor tæt på Håndværkerhaven i Københavns nordvest kvarter.
’’Vi har 8 maskiner der alle er up to date. De er finansieret af satspuljemidlerne via Ældremobiliseringen og programmerne er blevet betalt af Microsoft. Lokalerne får vi stillet til rådighed uden beregning, så de 5 kroner man betaler for at komme her, skal blot dække brug af papir og blækpatroner. Blækpatroner er til gengæld lidt dyre.
Kaffe og en småkage eller et stykke sandkage kan man også få, og det vigtige er netop, at vi har det rart her. Det sociale er ligeså vigtigt som det at lære at bruge maskinerne’.
Børge der næste gang selv runder de 85 år, bruger rigtig megen tid på arbejdet i datastuen der har godt ét år på bagen. Børge laver vagtskema for vejlederne, som i øvrigt alle er ganske almindelige brugere af edb. Han underviser selv, og han står for regnskabet. Alt i alt kan det godt løbe op i 15 – 20 timers arbejde om ugen.
’Men det er dejligt at komme her, og det er dejligt at kunne hjælpe folk i gang med EDB’ en. Vi kan hjælpe med at få en e-mail adresse, at skrive tekster eller lave sit eget jule- eller Påskekort. Nogle har det også fint med at lægge kabale og det er på alle måder en god ting. At lægge kabale på skærmen, betyder at man skal bruge hånden med musen og man skal koncentrere sig på skærmen. Alt i alt en god træning.

Hver uge har vi cirka 30 besøgende og det er faktisk hvad vi kan magte, for vi har én til én undervisning. Det er den rigtige måde at blive tryg med EDB’ en på.
Men vi laver også fællesarrangementer omkring anvendelse af EDB. Eksempelvis kommer én af de store banker her om nogle uger og fortæller om det at bruge Netbank. Det gør banken naturligvis for at få kunder og vise sit pæne ansigt. Men vi lærer jo samtidig noget af det’, slutter Børge.
’Der er ingen aldersgrænse for at komme her i datastuen i Håndværkerhaven og man skal heller ikke nødvendigvis bo her. For eksempel har Agnete på 85 år netop meldt sig til at komme her. At bruge EDB har nemlig ingen aldersgrænse.
CE / 02.10