header bund

Bedste ven - en god historie

Hvad har en lægtehammer og en flise at gøre med projekt ’Bedste Ven’ ?
 


Af Carsten Elert, LO Faglige Seniorer.

’Vores gøgleri er et forsøg på at synliggøre projekt ’Bedste Ven’ på en lidt anderledes måde. Erik og jeg har det som i et arrangeret ægteskab. Vi kendte ikke hinanden før projektet her gik i gang, men nu kender vi hinanden rigtig godt og det er en fornøjelse. Vi er blevet bedste venner, og det er jo også tanken med projekt ’Bedste Ven’ hvor to personer der ikke kender hinanden, skal opbygge et nyt venskab’, fortæller Lene Sletved der er projektleder. 

Erik Hein, formand i sektion 2, Midtsjælland / LO Faglige Seniorer, og Lene er i Sorø for at fortælle Metals Seniorudvalg om projektet. Og efter hun har slukket flammer i munden, ligget på et sømbræt og Erik, ved hjælp af en stor lægtehammer, har knækket en betonflise der lå ovenpå Lene, fortæller de sammen om projektet.

’Det her projekt er ikke en erstatning for kommunernes arbejde, men skal betragtes som noget ekstra. Og der er et stort behov. Der er mange børn der er ensomme og mangler en voksen, som kan give dem omsorg og gode oplevelser. Erfaringerne viser, at børnene kan bringes i bedre trivsel, hvis de får en stabil voksenkontakt, som en Bedste Ven er.’, fortæller Erik.

’Man skal naturligvis have en ren straffeattest og en børneattest, så vi er sikre på at det er en person med reelle hensigter der stiller op. Man er forsikret når man er sammen med barnet og man får også et lille beløb til at købe is og betale entreer med. Men ellers bliver man kun rig på oplevelser. Det er der til gengæld garanti for, at man bliver.

Og så skal man være 60 år eller mere, og hvis man siger ja, så kommer man på et lille introkursus. Der bliver taget godt hånd om dem der melder sig’.

’Der er flere eksempler på, at venskabet og kontakten holder i mange år. Også efter at barnet er blevet voksen. Og venskabet kan naturligvis afsluttes, hvis en eller begge parter ikke synes det fungerer godt’, fortæller Lene.

’Projekt ’Bedste Ven’ må siges at være en succes når vi ser på LO Faglige Seniorer og vores involvering’, siger Knud Erik Rasmussen der er formand for sektion 3, Storstrøm i LO Faglige Seniorer, og som også sidder i projektets styregruppe.

’At der er 20 personer der har meldt sig som en Bedste Ven er jo enormt flot. Selvfølgelig ser vi da gerne, at der er flere der vil stille op, og det tror jeg nok skal komme. Man må erkende, at det er et stort skridt at tage i ens liv, at ville give et par timer, et par gange om måneden til at være ven med et barn imellem 8 og 18 år. Det er nok ikke så meget tiden det handler om, men mere det engagement man skal lægge i det. Man vil jo nemlig opleve, at man bliver knyttet tæt til sådant et barn og man vil også opleve, at man får en masse af barnet. Der er mange overvejelser at gøre sig, før man siger ja, så derfor tager det naturligvis tid.

Ofte er det jo drenge imellem 10 og 12 år man får som en bedste ven, og ofte bor de alene med deres mor. Derfor får moderen ofte nogle ’fritimer’ når man er sammen med barnet, og de timer kan hun som end have grundigt behov for. Dog skal man huske på, at man ikke er familiens bedste ven. Det her handler om barnet.

De personer der er aktive i LO Faglige Seniorer er travle mennesker, så derfor tænker de sig godt om, før de påtager sig en opgave mere. Og for os er det da også ligegyldigt om det er et af vores medlemmer der melder sig, eller vi blot har været med til at formidle kontakten. Det er ligeså godt for os. Og for barnet.’
  • Faktaboks:
  • Projekt Bedste Ven er et samarbejdsprojekt mellem Dansk Folkehjælp og LO Faglige Seniorers sektioner på Sjælland, i Region Hovedstaden og på Bornholm.
  • Projektet er delvis finansieret af satspulje-initiativet ’Lige muligheder’ og er ikke en erstatning for tilbud og foranstaltninger efter den sociale lovgivning.
  • Projekt Bedste Ven er en seniors tilbud om at bruge tid og være opmærksom på et sårbart barn.
  • Projekt Bedste Ven er et gratis tilbud til barnet, og senioren får dækket sine omkostninger.


CE / 15.11.2010


 
Til toppen