En der har levet i gamle dage

Hvor er det spændende at høre om én der har levet i gamle dage . . .
 

Af Carsten Elert, LO Faglige Seniorer

’Vi skal fortælle skolebørnene om fagbevægelsens historie og vi skal fortælle hvorfor det i dag er så vigtigt at være medlem af et fagforbund’, siger Erik Mølgaard. Han er uddannet bager, men nu pensioneret og 70 år. En del af sin tid bruger han på at have med skolebørn at gøre. LO Storkøbenhavn er de storkøbenhavnske fagforeningers talerør i forhold til lønmodtagernes løn - og arbejdsforhold og de organiserer kontakten mellem pensionisterne og skolebørnene.

I dag foregår det på Arbejdermuseet, hvor Erik fortæller en skoleklasse med hovedsagelig arabiske børn, om livet i 50’erne. Der er, udover Erik, tre pensionister der fortæller og viser rundt imellem de forskellige ting. Udover at fortælle om sit eget fag, fortæller Erik også om andre fag.

’Her er et murerstillads og de redskaber som man brugte når man skulle bygge et hus fra grunden. Der var rigtig meget manuelt arbejde, og murerspanden havde man på skuldrene og så bar man 50 kilo op til dem der byggede. Det var hårdt arbejde og mange blev nedslidt af det arbejde. I dag klarer maskinerne det tunge arbejde. Heldigvis.’

En spinkel pige prøver at få spanden på skuldrene, og har svært ved at bære den – selv uden de 50 kilo.

’Det er svært at forstå hvordan arbejdslivet har været tidligere, men vi prøver at levendegøre det, og eleverne er meget interesserede. De opfører sig altid rigtig godt. Det hele handler naturligvis om, hvor godt læreren har styr på det’.

For Erik er det mindeværdigt at være på Arbejdermuseet. Tilbage i 1984 blev han nemlig opstillet til valget i bestyrelsen for Bagernes Fagforening, og blev valgt ind. Det foregik i museets festsal. Erik har også været tillidsmand i SAS Service Partner og efterfølgende i Gate Gourmet – også i lufthavnen i København. Han har siddet i afdelingsbestyrelsen for NNF København i en årrække, og rent fagligt har han fået en stribe priser for sin konditorkunst som han har praktiseret rundt om i verden. Erik har altid været fortaler for den gode kvalitet.

’Alene et højt fagligt niveau med en god kvalitet af produktet, kan få forbrugerne til at holde fast ved håndværkbagernes produkter. Derfor kræver det også af de unge der vælger faget i dag, at de virkelig engagerer og dygtig gør sig. Og af samfundet kræver det, at der er praktikpladser nok, for ellers er det jo svært at forstå at man skal tage en uddannelse og svært at forstå at samfundet har brug for én. Og så opstår problemerne med de unge. Det er også i det lys man skal se vores indsats med skole – kontakt.’
For cirka 10 år siden oplevede Erik selv, at stå uden arbejde for første gang i sit liv. Den arbejdsplads han havde været på i 22 år lukkede, men han fik det hele vendt til noget positivt. Han besluttede, at tage et års uddannelsesorlov, og startede et VUC forløb for at følge fagene dansk, engelsk, formidling, filosofi, EDB og billedkunst. En stor mundfuld, for Erik har aldrig været boglig stærk.

’Jeg har aldrig fortrudt at jeg tog en uddannelse selv i en relativ høj alder. Alt det jeg lærte, har jeg kunnet bruge. Også i forholdet til de unge. Det kræver nemlig at man er opdateret på en række områder.

Eksempelvis har jeg i forbindelse med skole – kontaktarbejdet, kørt en bolsjefabrik på skolerne. Vi laver bolsjer sammen med børnene og alene det, synes de naturligvis er sjovt. Men vi kører det som en rigtig virksomhed med direktør, tillidsfolk, reklame- og salgsafdeling, akkorder, økonomi, mødetider, arbejdsmiljø osv. Børnene lærer hvad en overenskomst er, hvordan man forhandler og hvorfor man betaler skat. Og så begynder de at forstå nødvendigheden af, at være medlem af en fagforening. Så alt det skal startes i skolen. Desværre skal der spares alle steder, og det forløb der oprindelig var på 40 timer, er nu på 20 timer og det bliver sjældnere og sjældnere vi er ude med bolsjefabrikken’.

Pensionisterne får ikke penge for arbejdet med de unge, men de får en række gode oplevelser og en god frokost i Ølhalle i kælderen. Og så får man en snak med de andre pensionister som alle altid kan fortælle en god historie. Erik startede med skole - kontaktarbejdet i 1984 – 85, men der foregik det ude på folkeskolerne. Først omkring årtusindeskiftet flyttede man med succes ind på Arbejdermuseet. De har alle været én uge på kursus i Hvidovre, for at lære at have med skolebørn at gøre. Det er vigtigt at man tackler dem rigtigt, og tager dem alvorligt. Erik er på Arbejdermuseet 4 gange årligt, og dertil kommer der møder hvor man evaluerer og planlægger. Det er travlt at være pensionist hvor også de 3 børn og børnebørnene skal passes.

’Skolerne betaler jo ikke noget for at komme her, men de skal jo betale bustransport hertil, og de skal bruge tid på det i skolen. Vi sender materiale ud til dem på forhånd, så de kan forberede sig. Og det gør de, blandt andet ved at læse vores erindringer på museets hjemmeside hvor jeg også har skrevet mine.

Det her arbejde er så vigtigt. Fagbevægelsen skal bruge mange flere kræfter på at komme ud på skolerne, så børnene kan forstå hvorfor man skal have et fællesskab på en arbejdsplads og være medlem af en fagforening. Ellers mister vi dem, og fagbevægelsen bliver svækket yderligere. Det er jo en ond nedadgående spiral. Vi skal huske at tage fat i lærerne på skolerne, for hvis de ikke synes det er en god idé, så dør skole – kontaktarbejdet. Det må ikke ske.’
---oo0oo---