Ældremobiliseringen har afholdt en konference om Frivillighed på Hotel Fåborg Fjord

Fingrene væk fra pensionssystemet, for selv små forandringer kan forrykke meget og betyde flere fattige. Af Carsten Elert, LO Faglige Seniorer
’Dansk økonomi går elendigt. Man har begået næsten alle de fejl der kan begås, hvis man slår op i en økonomisk lærebog. Og de fejl har man begået i de sidste 10 år. Krisen varer ved længe endnu, og vil også ramme velfærden er jeg bange for’, indledte økonom Jørgen Goul Andersen sit indlæg, på en konference afholdt af Ældremobiliseringen i november måned 2011. ’Den økonomiske vækst i Danmark har været meget lav sammenlignet med stort set alle andre lande. Kun i Portugal og Italien har den været lavere. Samtidig er lønnen steget mere end i andre lande, så vi er ikke så konkurrencedygtige. Det tager 10 år at rette op på, men så kan det kun gå fremad. Middellevetiden i Danmark er dog lavere end i det meste af Europa, nemlig 76,5 for mænd og 81 år for kvinder. Og der fødes for få børn i Danmark, til at vi kan opretholde levestandarden. Der skal unge mennesker til på arbejdsmarkedet og de skal naturligvis fødes først.

Et højt fødselstal er en forudsætning for, at den danske fremtid ser lys ud.

Men i Danmark har vi løst det såkaldte ’aldringsproblem’. Altså det forhold, at vi lever stadig længere, og at det naturligvis koster samfundet noget i sundhedsomkostninger og pensioner. Det gode er, at vi snildt kan betale pensionerne til fremtidens pensionister. Langt hen ad vejen, betaler vi nemlig selv vores pensioner i kraft af arbejdsmarkedspensionerne.

Der er dog fortsat en del, der ikke har en sådan pensionsordning. Og dem skal vi naturligvis ta’ hånd om.

Men generelt har vi relativ stor lighed blandt pensionisterne end i noget andet land. Der ligger faktisk 3.100 milliarder kroner i Pensionsfondene og det er et astronomisk højt beløb.I øvrigt skal staten passe på sine pensionister. I hvert fald nogle af dem. For en stor del bidrager hele deres liv igennem, rent netto til systemet. De betaler altså mere end de modtager.

Der er dog en del usikkerhedspunkter for fremtiden. Sundhedsudgifterne er enorme og vil vokse. De er en ’black horse’ i hele spillet. Udfordringen bliver, at kunne styre folkesundheden. Her handler det om at forebygge så meget som muligt, så folk ikke bliver syge.

Interessant er det også, hvordan produktiviteten i ældreplejen og sundhedsvæsenet vil udvikle sig, og om vi kan få nok personer til at pleje de ældre?! Måske er robotisering en del af løsningen, så der kommer mere teknik der kan pleje de ældre. Slipper vi så for besparelser på ældre? Nej, næppe.

Ældreplejen i Danmark er dyr og skeler vi til Sverige som på mange måder ligner os, har man allerede i 1990’erne indført brugerbetaling på ældrepleje. Det kommer nok også i Danmark, hvor man fra 1995 til 2010 har sparet 40 procent af den praktiske hjælp væk. Vi har også fået strengere visitation, og nu også for første gang besparelser på personlig pleje.De ældre i Danmark skal passe på det såkaldte ’mindste modstands princip’.

Det betyder at man tager hvor der er mindst modstand. Altså at staten tager fra pensionisterne, for de råber mindst op. Men lad mig slutte med at sige at man skal holde fingrene helt væk fra pensionssystemet for selv små forandringer kan forrykke meget, og kan betyde flere fattige.’

Længe leve den frie frivillighed

Anders La Cour fra CBS der er lektor i sociologi holdt et mere filosofisk indlæg.

’Det store spørgsmål er, hvordan vi undgår at blive et supplement til det offentlige med frivillighedsarbejdet. Det handler om omsorg. Og omsorg kan deles i den formelle omsorg, som det offentlige traditionelt tager sig af, og den uformelle som frivillige tager sig af.

Men her er der tydeligvis sket et skred begge veje.

Noget af det som det offentlige førhen tog sig af, varetages nu af frivillige. Det i sig selv er et problem. Men dertil kommer, at det der førhen var omsorg som man lod frivillige om at klare, nu er sat i system af det offentlige, og varetages af professionelle. Begge dele er lige galt.

At være frivillig i dag er ikke lige til. Man skal på kursus for at ’lære at være frivillig’. Det betyder, at når man træder ind af døren hos Magda, så har man lært hvordan man skal sige go’ dag og i hvilken rækkefølge tingene skal foregå. Det spontane er forsvundet.

Behovene har ændret sig, så de frivillige ofte må løse praktiske problemer i stedet for at hygge og snakke.

Man sidder jo ikke og snakker med Gerda, hvis der står en opvask som er et problem for Gerda. Så tager man den opvask.

I dag er det også sådan, at når man skal søge om penge fra det offentlige til frivilligt arbejde, så forventer det offentlige målbare resultater. Man laver effektmålinger på frivilligt arbejde. Der indgås partnerskaber mellem det offentlige og frivillighedsorganisationer. Samfundet kræver professionalisme af de frivillige.

Vi er gået fra relationer til metode, og det er et afgørende skred i kvalitetsforståelsen. Det offentlige stiller de frivillige til ansvar for forhold som de ikke har nogen indflydelse på. Man bliver som frivillig committed, som det hedder i dag.

Med andre ord, bliver man selv en integreret del af det som man forsøger at kritisere – af det som man forsøger at gøre bedre end det offentlige.

For mig er det OK at frivillighed ændrer sig for samfundet ændrer sig – men frivillighed skal ikke styres!’

c.elert@gmail.com / november 2011